Facebook-grupper er vejen til større engagement - Anita Cordes

Facebook-grupper er vejen til større engagement

Du har sikkert hørt det mange gange før. De senere år er det bestemt ikke blevet lettere at få dit budskab ud, fordi Facebook hele tiden strammer livremmen om deres algoritme.

Det betyder, at du skal være endnu mere ihærdig og konstant kæmpe for at nå ud til mere end bare 2-3% af dem, der følger din Facebook-side.

”Rimeligt anstrengende, og er det overhovedet indsatsen værd?” tænker du måske? Men du skal absolut ikke give op, for der findes en super god måde til at øge både rækkevidden og interaktionen med dine opslag på din Facebook-side.

Bruger du metoden og gør det jævnligt, vil jeg (næsten) garantere dig, at du får meget mere ud af dine Facebook-opslag. Og hvem vil ikke gerne have det?

Facebook-grupper er vejen til større engagement - blogindlæg af Anita Cordes

Løsningen er grupper

Der er ingen tvivl om, at grupper vil indtage en større og større rolle på Facebook i fremtiden. Dem, der er medlemmer af en gruppe, har selv valgt at være det og dermed også at få vist opslag fra dig og andre medlemmer.

Men du skal altid huske på, at det du deler fra din Facebook-side skal være relevant. Det nytter altså ikke noget at dele det ene opslag efter det andet, hvis det ikke passer til gruppens formål.

Længere nede på siden har jeg samlet en liste over gode grupper til dig, som du kan melde dig ind i, hvis de passer til din forretning. Og ellers kan du sikkert blive inspireret til at finde lignende grupper, du kan søge om optagelse i.

Jeg har nævnt de grupper, jeg selv bruger jævnligt, og hvor jeg gang på gang oplever, der er god respons at få. Jeg har også skrevet kort, om du kun må dele viden fx i form af blogindlæg eller almindelige opslag, eller om du også må sælge dine ydelser eller produkter i grupperne.

Er der ikke nogen af de grupper, jeg har nævnt, der passer til din forretning, så prøv at lede efter nogle lokale grupper. Det kan også være en god metode til at få spredt dit budskab.

Uanset hvad bør du altid læse gruppens regler nøje, inden du deler noget. Så du ikke træder nogen over tæerne.

Give and take

Jeg vil også opfordre dig til generelt at være aktiv i de grupper, du melder dig ind. Hjælp andre, når du kan, byd ind i en debat, hvis du har et godt svar og bed andre om sparring og hjælp, når du har brug for det.

Det handler både om at give og tage. Jeg er ret generelt en ”giver”, men når jeg selv har brug for hjælp, så tøver jeg ikke med at spørge. Og ofte får jeg lynhurtigt en masse feedback fra gruppemedlemmer, der gerne vil hjælpe. Det er guld værd.

En vigtig ting: du skal ikke slå et nyt opslag op i hver enkelt gruppe, men dele det opslag du har lavet på din egen Facebook-side i grupperne. Ellers starter du så at sige forfra hver gang.

Grupper, hvor du må dele din viden fx tips og blogindlæg, men ikke sælge

Tip til salg og markedsføring – min egen gruppe

Gør din blog og Facebook-side til en kundemagnet – kun blogindlæg

Danske bloggere – du må dele op til 2 blogindlæg om dagen

Del din blog – du må dele 1 blogindlæg om dagen

Grupper, hvor du både må dele viden og sælge

Få flere kunder Lise Halskov fra Online Haj – kun salg når der inviteres til det (typisk om mandagen)

Selvstændige og freelancere

Promover din virksomhed og blog

Gruppe til webinarer

Hvis du ind imellem holder webinarer, så er gruppen Gratis webinarer et godt sted at promovere dit kommende webinar. Husk at skrive dato og tid i de første 2 linjer af dit opslag.

Hvis du kender til andre, lignende grupper, så send mig endelig en mail på marketing@anitacordes.dk – gerne med et link til gruppen og hvorfor du synes, den er god at være medlem af.

Anita Cordes
Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial