Facebook – Få meget mere ud af dine opslag

Få ny inspiration til dine Facebook opslag

Har du det også sådan, at du synes, at alle andre laver nogle meget flottere og mere interessante opslag på Facebook?

Mens du oplever, at du selv havner i de samme (lidt kedelige) opslag hver gang med et enkelt billede og lidt tekst? Eller en video med lidt tekst?

Måske trænger du bare til at få ladet batterierne op med noget ny inspiration til, hvordan du kan peppe dine opslag op. Det vil jeg gerne give dig her.

Facebook - Få meget mere ud af dine opslag - blogindlæg af Anita Cordes

Du skal skille dig ud fra mængden

Hvis du altid gør det samme, kommer du nemt til at kede dine følgere. Så du skal huske at variere dine opslag, så dine følgere får lyst til at se meget mere fra dig, like, dele og kommentere dine opslag.

Så får du både glade læsere, men også en bedre interaktion. Og dine opslag får en større rækkevidde og når ud til flere, som på sigt kan blive til nye følgere eller kunder.

Det kan være, du slet ikke har opdaget de mange forskellige opslagsmuligheder, der efterhånden er på Facebook.

Men at skrive om alle de forskellige muligheder ville føre til verdens måske længste blogindlæg, og du ville helt sikkert falde i søvn, inden du fik læst det hele.

Det er også derfor, jeg bruger en stor del af tiden på mit Facebook-kursus på at gennemgå opslagsmulighederne fra ende til anden. Men jeg vil IKKE sælge dig noget her, så er du nysgerrig på mit kursus, må du skrive en mail til mig på marketing@anitacordes.dk

Det Facebook-opslag, som jeg synes er rigtig godt og spændende at arbejde med, kan du læse mere om i det følgende. Indrømmet det tager lidt tid at sætte op, men det vil helt sikkert være arbejdet værd.

Facebook opslag: Billedkarrusel med links

Det handler om at lave et Facebook opslag, hvor du både har flere billeder, men ENDNU vigtigere; du har mulighed for at linke til forskellige steder på din hjemmeside.

Du kan vælge at linke direkte til din forside, eller du kan sende din læser ind på et blogindlæg, på en salgsside, på en side med dine kurser osv. osv.

Ved at sætte forskellige links på giver du din læser mulighed for at klikke på lige det, der tricker ham/hende.

OBS! Hvis du har en webshop, giver det dig en unik mulighed for at linke direkte til de enkelte produkter, du gerne vil sælge.

Jeg ser desværre mange opslag fra webshopejere, der skriver om deres produkter og sætter nogle flotte billeder på – uden links til de enkelte produkter – men blot til forsiden af shoppen.

Det skete for mig forleden. Pludselig dukkede lige nøjagtig det par ørenringe, jeg havde ønsket mig i lang tid, op i min nyhedsstrøm.

Jubiii.. der var de lige foran næsen på mig. Ud og hente kreditkortet, for jeg var klar til at købe dem med det samme.

Kan du så forstå min frustration, da det eneste link i opslaget var ind til selve forsiden af webshoppen? Og jeg selv skulle til at lede efter ørenringene? Argh!

Der skete to kedelige ting: 1) Jeg kunne ikke finde dem og 2) jeg blev distraheret af alle mulige andre produkter, som var flotte, men som jeg i princippet ikke var spor interesseret i.

Udfaldet blev, at jeg ikke købte nogen ørenringe (øv!), for jeg blev hurtigt træt af at lede. Det havde ellers været et drønsikkert salg.

Hvis nu ejeren af webshoppen i stedet havde lavet opslaget som en billedkarrusel med et link direkte på billedet, så havde det kun krævet et enkelt lille klik, og jeg ville have befundet mig på den rigtige side. Ned i kurven med ørenringene, vælg levering og gå til betaling. Og så bare glæde mig til at få dem og tage dem på.

husk at ALTID at gøre det let for dine læsere/kunder og send dem direkte derhen, hvor du ønsker, de skal gøre noget. Om det er for at købe noget, læse et blogindlæg eller noget helt tredje.

Sådan laver du Facebook opslag med en billedkarrusel med links

  • Klik på del et billede eller en video.
  • Klik billedkarrusel med links.
  • Indtast din web-adresse i destinations-URL.
  • Klik på pilen til højre.

Der kommer nu et billede op med et link til forsiden af din hjemmeside. Du kan også vælge at sende folk direkte ind på et produkt eller et blogindlæg. Så indtaster du blot url’en på den underside i stedet.

Ved siden af billedet klikker du på tilføj et billede mere og indsætter det billede, der hører til en af dine andre undersider/produkter.

Klik på ”kæden” på billedet og indtast url’en på den underside, du vil føre folk over på. Og sådan fortsætter du med det antal billeder og links, du vil have på.

Husk at tilrette teksten under billedet, så der ikke står det samme under alle billederne.

Skriv en god indledende tekst i opslaget og offentliggør dit opslag.

TIP!

Hvis du gerne vil dele dit opslag i andre grupper for at nå ud til endnu flere, så husk at lade være med at spamme folk. Hvordan du undgår det, kan du læse mere om i et af mine andre blogindlæg:

Hvornår for meget er for meget, men for lidt ikke er nok