Du skal ikke altid gøre, som Facebook foreslår

Har du en Facebook-side, som du bruger i din forretning? Hvis ja, så har du med 99,9% sikkerhed oplevet at få en masse opfordringer fra Facebook i dine notifikationer.

Opfordringer som går på, at du ved at gøre ganske lidt kan få meget mere ud af dine opslag, din Facebook-side og din annoncering.

Men nej, du skal ikke altid følge Facebooks notifikationer.

Det skal du ikke, fordi Facebook ofte foreslår noget, som ikke vil gøre nogen forskel for din forretning.

Du skal ikke altid gøre, som Facebook foreslår - Blogindlæg af Anita Cordes

Uanset hvilke notifikationer du får, så skal du ikke lade dig fange ind af Facebooks net, men altid bruge din sunde fornuft.

Vær derfor altid opmærksom, når du støder på følgende typer notifikationer fra Facebook.

Dit opslag klarer sig godt

Ordlyden er typisk: ”Dette opslag klarer sig bedre end 90% af opslagene på din Facebook-side. Prøv at booste det for 125 kr. for at nå op til 8.200 personer pr. dag.”

Det lyder jo fristende, men den fælde skal du IKKE falde i…

Det er en af Facebooks metoder til at få dig til at klikke på den blå Boost-knap.

Men ofte er det slet ikke rigtigt, at lige det opslag gør det så meget bedre end dine andre opslag. Prøv at tjekke dine opslag under ”Indblik”, og så kan du hurtigt sammenligne med andre opslag, der har gjort det langt bedre.

Overvej at forhøje dit budget

Denne notifikation er lidt i stil med den forrige, hvor Facebook gerne vil have dig til at bruge flere penge hos dem.

Når du har lavet en annonce, vil du ofte få en notifikation a la ”Overvej at forhøje dit daglige budget for at nå længere ud med din annonce”.

Hvis der ikke sker meget med din annonce, så skal du aldrig kaste flere penge efter den, men stoppe den. I stedet kan du lave en ny annonce evt. med nogle andre målgrupper.

Omvendt, hvis din annonce gør det godt, kan det være en god idé enten at forhøje dit daglige budget lidt eller forlænge tidsplanen for din annonce.

Inviter andre til at synes godt om din side

Her kan der fx stå: ”Susanne, Peter, Jørgen og 21 andre personer synes godt om dit billede. Hjælp vedkommende med at se fremtidige opslag ved at invitere vedkommende til at synes godt om din Facebook-side.”

STOP! Dette må du under ingen omstændigheder gøre. For det er ikke tilladt i forhold til markedsføringsloven at invitere folk til at synes godt om din side, fordi de har interageret med dit opslag med et like, en kommentar eller en deling.

Hvorfor foreslår Facebook det så? Fordi Facebook ikke skeler til lovgivningen i de enkelte lande.

De eneste, du må invitere til at synes godt om din side, er dine personlige venner. Og det skal du kun gøre, hvis det giver mening for din forretning.

Denne notifikation kan være en god reminder

”xx antal personer, der synes godt om din side, har ikke hørt fra dig i et stykke tid. Skriv et opslag.”

Den ser jeg ofte, selvom der måske kun er gået en enkelt dag eller to, siden jeg har postet et opslag. Og det er de færreste, der poster op til flere gange om dagen. Så du skal ikke gå i panik og lave et hurtigt opslag, som måske ikke har den store værdi for dine følgere.

Men har du ikke postet noget i lang tid, så kan dette være en god reminder til dig. For det vigtigt, at du holder gang i din Facebook-side, så dine følgere ikke glemmer dig.

Du skal ikke lade dig presse af Facebook

Husk altid at tænke dig om, når du får notifikationer fra Facebook. For så kan du bedre sortere til og fra, når Facebook bliver lidt for ”kreativ” med at foreslå dig alle mulige forbedringer.

Hvis du har andre eksempler på notifikationer fra Facebook, så send dem meget gerne til mig på marketing@anitacordes.dk

TIP!

Vil du læse nogle af mine andre blogindlæg om Facebook, klikker du blot på nedenstående links.

Facebook-grupper er vejen til større engagement

What to do? Booste eller annoncere på Facebook?

Hvornår for meget er for meget, men for lidt ikke er nok

Kan du slet ikke få nok viden om Facebook?

Så kan du enten klikke på kategorien ”Facebook” øverst i dette blogindlæg eller tilmelde dig mit nyhedsbrev nedenunder, hvor du også får min Quick guide med 10 tips til Facebook.